Motion
Under fællesbetegnelsen Gylling Motion er der nu igen åbnet op for muligheden for at være en del af et fællesskab omkring bevægelse i fritiden.
Motion er jo et bredt begreb. Lige nu dækker det over cykling, men det kan også være en ramme for andre aktiviteter gennem Gylling Sport og Idræt. Tanken bag er at give folk muligheden for at dyrke sport og idræt i fællesskab. Alle ved, hvor svært det kan være at hanke op i sig selv og komme afsted. Derfor er dette et tilbud om at mødes på faste tidspunkter og være aktiv sammen med sit hold eller fællesskab.
Det handler om at få rørt sig og gøre det i et fællesskab, som både er forpligtende og hyggeligt. Vi håber meget, at denne form for motion i fritiden kan blive en del af det samlede tilbud af sports- og idrætsaktiviteter i Gylling fremover.
Der vil på hvert hold eller ved hver aktivitet være mindst én ansvarlig, som refererer til Gylling Sport og Idræt, og som sørger for, at aktiviteten gennemføres.
Cykling
Vi mødes ved Gylling Mølle mandage kl. 18:30, hvorfra der cykles ca. 10-15 km. Oftest er man tilbage ved Gylling Mølle igen omkring kl. 20.00. Undervejs eller ved tilbagekomsten til møllen er der indlagt en kaffepause.