Menu

Året der gik i Gylling eSport

image Udvalgsformand for Gylling eSport Peter Dalsgaard Larsen på besøg hos Danmarks Idrætsforbund.
Peter "MeetThePete" Larsen
27. december 2021 kl. 18:07
Der er kun et par dage tilbage af 2021 og derfor er det blevet tid til at kigge tilbage på året, der gik i Gylling eSport.

Når jeg, som udvalgsformand, kigger tilbage på året, der er gået, så er det både med tankerne på tidligere hold, tidligere medlemmer og trænere, en sæson der blev afsluttet i maj og en ny sæson, der blev startet op i september. Jeg håber, at jeg har fået det meste med og at det giver et overblik og indblik i, hvilket et år det har været i Gylling eSport.

2021 har desværre været præget af Corona og de restriktioner det har medført. Det er gået ud over mange og foreningslivet indenfor sport og idræt har også været udfordret. Vi sluttede desværre 2020 af med at lukke helt ned for vores aktiviteter, da Covid-19 nu var så udbredt bland befolkningen og det betød at al indendørs sport og idræt skulle lukke ned.

Vi har hele tiden fuldt sundhedsmyndighedernes anvisninger og jeg er MEGET stolt over, hvordan trænere, medlemmer, frivillige og udvalg har tacklet Corona i Gylling eSport igen i 2021 – især, hvordan vi har hjulpet hinanden med at spritte udstyr af, minde hinanden om at spritte hænder og bære mundbind, når det har været en anbefaling - jeg synes bestemt, at vi igen i 2021, har levet op til Gylling Sport og Idræts værdier: Tryghed, Nærhed og Sammenhold. Hertil skal der også lyde en stor tak til forældrene, der har udvist samfundssind og holdt medlemmer hjemme, når de har været snottet, små-sløje eller har været i nærkontakt med en Corona-smittet – på den måde, når vi hjælper hinanden, så kan vi give børn, unge og voksne nogle gode oplevelser og et fællesskab, hvor der er trygt.

JANUAR:
Noget af det esport kan, det er, at træningen kan foregå online – dvs. at man kan sidde hver for sig, derhjemme, og stadig modtage træning. Denne mulighed måtte vi igen gribe til, da indendørs sport og idræt var lukket ned i store dele af det første kvartal af 2021. Hertil vil jeg gerne sende en STOR tak til trænerne Magne og Kasper, der på dette tidspunkt stod i spidsen for vores Mini Gamers. Det er bestemt ikke nemt at gå fra et computerfyldt esportslokale, til at flytte træningen online. Men uge efter uge, blev der lavet meningsfuldt træning via Google Meet i Fortnite og jeg er glad for, at vi stadig på den måde, kunne give vores medlemmer et fællesskab, og noget at ”gå til”, i en træls periode.

At flytte træningen online giver også udfordringer. Teknikken kan drille, det kræver selvdisciplin og man har ikke den samme ”føling” med medlemmerne. I Gylling eSport vil vi altid prioritere et fysisk fremmøde i vores esportslokale, da det er vigtigt at kunne give hinanden en high-five, et klap på skulderen og være til stede og mødes med ligesindede og få alt det bedste som esporten står for.             

FEBRUAR:
I februar blev vi en del af Gylling Sport og Idræts Facebook-gruppe: Tryghed, Nærhed og Sammenhold. Her bød vi ind med online-aktiviteter og inspiration til, hvordan man kan bruge esport til at bevæge sig eller udfordre hinanden, i en tid, hvor det meste af landet var lukket ned.

Marts:
I slutningen af marts deltog vi i Gylling Sport og Idræts online generalforsamling.

I marts måned måtte vi desværre også sande, at vi nok ikke kom til at vende tilbage til vores esportslokale i denne sæson, da der stadig skulle holdes lukket for indendørs sport og idræt.

April:
Tirsdag d. 13. april blev startskuddet til vores kommende deltagelse i projektet 'Esport og Bevægelse'. Her bød jeg ind med fem bud på bevægelse indenfor esport til online-konferencen 'Hvordan kan bevægelse blive en naturlig del af esporten i de danske foreninger?'. Dette var også tidspunktet, hvor jeg trådte ind i det Advisory Board som Danmarks Idrætsforbund og Center For Ungdomsstudier oprettede og modtager hjælp fra – en opgave, og en gruppe, som jeg er stolt af at være en del af.

I slutningen af april blev det igen muligt at benytte vores esportslokale og jeg er rigtig glad for, at vi fik et par enkelte gange i esportslokalet, inden sæsonen sluttede. TUSIND tak til trænere, medlemmer, forældre og de frivillige, der fik Gylling eSport til at løbe rundt i sæson 20/21.

Juni:
Fællesskabet blev også styrket i juni måned, da Gylling Sport og Idræt lancerede vores nye fælles træningsdragt fra Hummel – en stor tak til alle sponsorer for at gøre dette muligt.

I juni måned tog jeg også turen til Kolding Esport og brugte en weekend sammen med andre trænere og blev opgraderet med CS:GO B træneruddannelsen igennem DGI Esport. En fed weekend, hvor jeg var sammen med andre ligesindede og dygtige mennesker indenfor Esport – stor tak til underviser Martin Johansen.

En meget vigtig faktor er trænerne og i juni måned startede vi søgningen efter trænere til den kommende sæson. Jeg er meget glad for, at Martin Abildgaard Jørgensen sagde ja til at blive en del af teamet bag Mini Gamers. Jeg kender Martin fra vores tidligere CS:GO Old Boys-hold og det har bestemt været en gevinst for Gylling eSport. Jeg håber at flere får lyst til at være træner i Gylling eSport, sådan at vi kan åbner op for flere hold og muligheder.

En anden vigtig faktor er opbakning fra nærmiljøet og sidst i juni måned tikkede svaret ind fra AURA Energis Lokalværdipulje og takket været dem, så kunne vi i samarbejde med Hummel og Intersport i Odder tilbyde alle vores medlemmer gratis spillertrøjer. Vi er taknemlige for støtten, der igen styrker fællesskabet.   

Juli:
I juli måned blev der åbnet op for tilmelding til sæson 21/22 og hurtigt stod det klart, at der skulle åbnes for endnu et Mini Gamers-hold og derved endte vi med 2 x Mini Gamers-hold og 1 x Young Gamers-hold.

Tendensen vi ser lige nu, er at børn starter tidligere end før med at game og vi kan kun anbefale, at de bliver en del af en esports-afdeling, hvor de gode gaming-vaner læres, hvor man får nye venner, og begynder at spille sammen med dem, også i fritiden, på samme måde som når man i fritiden mødes på sportspladsen og spiller fodbold.

Det at man deler en interesse, både til træning og i fritiden, det sætter også krav til forældrene, at de forstår esporten og kan snakke med deres børn omkring f.eks. den tid de bruger på at spille og det at bruge rigtige penge inde i et spil. Derfor tog vi fat i Medierådet, der venligst sendte os små foldere 'Børn Gamer', der på en god måde forklarer de enkelte problematikker som man kan stå i som forældre. Besøg https://www.medieraadet.dk/medieradet/spil/boern-gamer-en-guide-til-foraeldre ,hvis du vil læse deres folder 'Børn Gamer'.

August:
1. august kunne Gylling eSport fejre fire års fødselsdag. Jeg er stolt af det vi har opnået på kun fire år, men også bevidst om, at vi stadig er en ny afdeling, hvor vi hele tiden bliver klogere og udvikler os. Det gør vi fordi vi har nogle medlemmer og forældre, der tror på os og vores tilbud til børn, unge og voksne. Det er jeg taknemlig for og jeg håber, at holdet bag, kan blive ved med at skabe rammer, hvor vi sammen, med flere trænere, flere frivillige, kan udvikle Gylling eSport i en positiv retning. Ønsket om at finde plads til ti computere (nu seks) er stort, da det vil muliggøre, at vi internt bedre kan niveau-differentiere blandt medlemmerne eller kan køre hold med ti pladser og spille fem mod fem. Det er erfaringen fra andre esports-foreninger, at det fungerer godt og er ”vejen frem”.

I august måned deltog vi også i Gylling Sport og Idræts frivillige-fest – en rigtig dejlig dag, hvor alle frivillige trænere, på tværs af afdelinger, samt bestyrelsen mødtes. Med bus gik turen til Voicehall i Viby, hvor der blev indsunget en nyskrevet GSI-sang med stor succes. Efterfølgende var der fest med god mad og diverse underholdende indslag hjemme i gymnastiksalen på Gylling skole. 

September:
Sæsonstart og vi kunne, som tidligere nævnt, byde velkommen til 2 x Mini Gamers-hold og 1 x Young Gamers-hold, i alt 17 medlemmer. Første forløb for vores Mini Gamers bød på Rocket League og vores Young Gamers tog hul på deres CS:GO-sæson. 

Oktober:
I løbet af sæsonen tester vi vores medlemmer. Det er bl.a. deres reaktionsevne vi tester og løbende holder øje med. I starten af oktober lå den første test som blev udført via hjemmesiden www.humanbenchmark.com (Reaction Time og Aim Trainer). Jeg er spændt på, når sæsonen er slut, hvor meget vores medlemmer har rykket sig – det ser lovende ud.  

11. oktober blev første forløb for vores Mini Gamers afsluttet på Gylling Efterskole. Her blev der kørt med fjernstyret biler, hvor vi efterlignede spillet Rocket League, bare i en fysisk udgave. Bilerne kom i stand via støtte fra DIF/DGIs Coronapulje. Hertil fik medlemmerne også lov til at prøve kræfter med BlazePods. Alt sammen som en del af det, at bevægelse og fysisk aktivitet, også er en del af det at gå til esport.

November:
Den 5.-7. november havde vi fornøjelsen af, for første gang, at være ansvarlig for afvikling af Gylling Gaming Event – Et LAN-event i Gylling Forsamlingshus, der har sin oprindelse helt tilbage til 2013. 25 personer deltog i den 15. udgave af GGE og jeg er rigtig glad for den opbakning vi modtog fra deltagerne, sponsorer, forældre, teamet bag GGE og at det kunne lade sig gøre at afholde det. Jeg håber, at vi igen kan åbne for tilmelding til den 16. udgave i 2022.

Den 20. november tog jeg turen til Brøndby og tilbragte en hel dag hos Danmarks Idrætsforbund, sammen med Advisory Boardet bag projekt 'Esport og Bevægelse'. En virkelig god dag, fagligt og socialt, med mange gode input, inspiration og dialog omkring bevægelse indenfor esport og hvordan man får mere af det ude i foreningerne.

Den 25. november sendte vi en pressemeddelelse ud, at nu var Gylling eSport officielt trådt ind projekt 'Esport og Bevægelse' - et samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Center For Ungdomsstudier (Læs pressemeddelelsen her). Projektet glæder jeg mig til at dykke mere ned i sammen med vores Young Gamers-hold, der i første omgang, tester øvelserne af.  

December:
I december måned gennemførte vores træner, Martin Abildgaard Jørgensen, DGI’s Esport trænergrunduddannelsen. En uddannelse, der blev afholdt online over seks aftner med en varighed på 2,5 time pr. aften. Stærkt gået af Martin og dejligt at vi har mulighederne for at opgradere vores trænere.

Den 15. december kunne vi afholde juleafslutning i gymnastiksalen på Gylling skole og det blev samtidig også afslutningen for Mini Gamers og deres forløb i CS:GO. Takket være vores deltagelse i projekt 'Esport og Bevægelse', så dækkede DIF vores udgifter til indkøbte velcro-battleveste og vi fik spillet en rigtig sjov omgang fysisk Counter-Strike samt igen testet vores reaktionsevne med BlazePods. Bevægelse er vigtigt og når den leges ind og medlemmerne kan koble det, til de spil, de spiller, så giver det hele mere mening. På denne aften havde vi også besøg af Odder Avis og Mari-Ann lavede de mest lækre vafler til os.

Jeg glæder mig til at tage hul på 2022, pas på jer selv og jeres nærmeste ❤️

Rigtig godt nytår 🥳

 

Mange tak til fonde og sponsorer:
Larsen & Jakobsen ApS, Nordea-fonden, Nykredit-fonden, Hede Nielsens Fond, AURA Energi, Odder Kommune, DIF/DGI Esport, Jutlander Bank, Shark Gaming og Dagli’Brugsen Gylling.

Larsen & Jakobsen

Nordea-fonden

Nykredits Fond

Familien Hede Nielsens Fond

AURA

Danmarks Idrætsforbund

Jutlander Bank

Shark Gaming

Brugsen Gylling